Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Flot sæsonafslutning af GIF

Grenaa IF's Danmarksseriehold blev fuldt fortjent klappet fra banen af publikum efter lørdagens kamp på Grenaa Stadion mod Otterup, der blev slået så sikkert som 4-1 efter 3-1 ved pausen.

Af Mogens Q. Sloth

Det var en flot sæsonafslutning af GIF, som i den sidste kamp leverede det hidtil bedste spil i år og viste, at det er fuldt berettiget, at klubben også i næste sæson er at finde i landets fjerdebedste fodboldrække.
GIF slutter som nr. 13 af de 16 hold - ni points over nedrykningsstregen. Og det kunne være blevet til en bedre placering, hvis talrige chancer gennem mange kampe ikke var blevet misbrugt.

2-0 efter 8 minutter

En chokstart med to mål inden for otte minutter gav selvtillid og skabte grundlaget for lørdagens overbevisende sejr over Otterup, der ligger nr. seks.
GIF startede i offensiv stil, og i det 4. minut blev det 1-0 ved Jesper Laursen, der fik sparket bolden i kassen under klumpspil efter hjørnespark. Fire minutter efter lå bolden atter i fynboernes mål. Det var Rasmus Wetche, der scorede med et pragtfuldt langskud.
Otterup fik reduceret til 2-1 i det 26. minut ved Rasmus Eversen, der blev spillet fri foran mål, men blot et minut efter svarede GIF igen. Efter et godt angreb i højre side scorede Lars Krøyer til 3-1 efter oplæg fra Daniel Galler.
GIF fortsatte de positive takter i 2. halvleg og spillede sig frem til en række store chancer. Bl.a. havde Anders Kaagh to friløbere, men for en gangs skyld kom han ikke på scoringslisten. De svage fynboer havde kun én stor chance, som Jesper Kroer klarede i stor stil.
I det 40. minut blev det 4-1 på et smukt mål. Efter et skruet frispark fra Daniel Galler scorede Rasmus Wetche på hovedstød. Den stærke midtbanespillers andet mål gav en flot GIF-afslutning på både kampen og på sæsonen.

Assistenttræneren kom på banen

I det 46. minut blev Anders Kaagh taget ud og hyldet af publikum for sin store indsats for GIF i forårssæsonen, hvor han har scoret 11 mål. Det er endnu uvist, om topscoreren fortsætter i GIF. Kaagh blev erstattet af 14. manden, assistenttræner Hans Jensen, der nåede at få to minutter på banen.
Kantspilleren Daniel Galler blev kåret til dagens GIF'er. Meget stærkt i billedet stod også bølgebryderen og igangsætteren Rasmus Wetche og slideren i forsvaret, Simon Sørensen.

En glad træner

GIF-træner Brian Engelund var naturligvis en glad mand efter kampen og den vellykkede sæsonafslutning. Han sagde:
- Det var en dejlig sejr, hvor det hele gik op i en højere enhed, og hvor vi for en gangs skyld fik udnyttet de fleste chancer. Jeg synes, vi var tættere på 6-1 eller 7-1 end de på 4-2. Taktikken med Krøyer liggende bag Kaagh og godt kantspil lykkedes godt, og alle spillere viste i dag et så stort overskud, at fynboerne næsten ikke fik skabt noget farligt.
Der er nu tre ugers ferie, inden træningen genoptages. Den nye sæson indledes midt i august.
Før kampen mod Otterup blev GIF's trofaste og populære holdleder, Per Larsen, hyldet. Efter at have været holdleder i 13 år, heraf 10 år for førsteholdet, har han besluttet at holde en pause fra den tidkrævende post.

Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam